Kennisbank

Forskellen mellem en AI-risiko og en AI-antagelse

To ord der ikke betyder det samme

Et risiko står på en liste. Nogen har navngivet det, der er hængt en sandsynlighed og en effekt på det, og der bliver kigget på det med jævne mellemrum. En antagelse står ingen steder på en liste. Den sidder vævet ind i selve planen: "gennemløbstiden for denne proces forbliver nogenlunde den samme", "denne afdeling bliver ved med at udføre dette arbejde", "vores konkurrent kan ikke gøre dette hurtigere end os". Ingen har nogensinde skrevet den sætning ned separat, for den virkede indlysende på det tidspunkt, hvor strategien blev fastlagt.

Forskellen er ikke akademisk. Et risiko bliver overvåget, fordi det er blevet genkendt som et risiko. En antagelse bliver ikke overvåget, netop fordi ingen har genkendt den som en antagelse. Den forsvinder ind i planens tekst og bliver siddende der, også når verden omkring den forandrer sig.

Hvorfor AI gør denne forskel synlig

AI, der overtager arbejde, er ikke et risiko i klassisk forstand. Det er ikke en begivenhed, der indtræffer og derefter er overstået. Det er en langsom forskydning, der har et forskelligt tempo pr. opgave, pr. afdeling og pr. virksomhed. For den ene betyder det, at en del af udarbejdelsen af rapporter nu bliver udført af et system inden for få uger, hvor en medarbejder godkender eller afviser med begrundelse. For den anden ændrer der sig endnu intet dette kvartal, fordi arbejdet kræver for meget kontekst, forhandling eller ansvar til at overlade det til et system.

Den forskel i tempo er ikke tilfældig. Den ligger i, hvilken slags arbejde det er: rutinepræget og velafgrænset, eller netop afhængigt af skøn og undtagelser. Den samme struktur bestemmer også, hvilken antagelse i en strategi der først kommer under pres. En plan, der regner med gennemløbstiden for en afdeling, der udfører overvejende overtageligt arbejde, forældes hurtigere end en plan, der regner med arbejde, der indtil videre forbliver menneskeligt arbejde.

Forskydningen i sig selv er altså ikke risikoen. Risikoen er, at ingen genkender den antagelse, der bliver ramt af den, som noget der skal kontrolleres.

Hvad trykprøven gør og ikke gør

Den strategiske trykprøve sætter to billeder side om side: hvad branchedata, reguleringsklokker og offentlige konkurrencesignaler udefra viser, og hvad direktionen selv internt ser og forventer. Hvor de to billeder afviger fra hinanden, opstår der en antagelse, der fortjener opmærksomhed. Derudover er der en liste: for hver antagelse hvornår den blev fastlagt, og om den stadig gælder.

Dette er et skøn, ikke en måling. Trykprøven siger ikke med sikkerhed, at en opgave bliver overtaget af AI, og garanterer det heller ikke. Den viser, hvor sandsynligheden for forandring er størst, givet hvad der nu vides om arbejdets karakter og bevægelserne i branchen. Hvor de underliggende data er tynde, eller hvor det drejer sig om arbejde, der i høj grad afhænger af individuel vurdering, er resultatet mere usikkert, og det bliver ikke skjult med en præcis procentsats.

Et resultat siger heller intet i sig selv, løsrevet fra tidspunktet. En antagelse, der gælder i dag, kan være det ikke længere om et kvartal. Det er grunden til, at spørgsmålet om hvor ofte en antagelse om AI skal bekræftes på ny er lige så vigtigt som den første gang, den bliver fastlagt.

Hvor forskellen mellem virksomheder kommer fra

Nogle direktioner har allerede bygget dette ind: et fast tidspunkt, hvor antagelser bliver revideret, en måde at dokumentere hvorfor et strategisk valg dengang blev truffet, og en rytme for hvor ofte strategien som helhed bliver genkalibreret. Hos dem er en forskudt antagelse et punkt på dagsordenen, ikke en overraskelse.

Hos andre virksomheder mangler den rytme. Strategien er fastlagt, antagelserne er aldrig blevet navngivet separat, og den eneste gang nogen mærker noget til det, er når et resultat halter bagefter, og ingen længere kan forklare hvorfor. Ofte er det også et spørgsmål om, hvem der råber højest om AI inden for direktionen: hvordan forhindrer man, at den højeste stemme bestemmer, hvad AI overtager først er da mere relevant end noget som helst teknisk spørgsmål. Og nogle gange er billedet i selve direktionen allerede ikke fælles: hvad gør man med et direktionsmedlem, der ikke deler AI-billedet er da det spørgsmål, der først skal besvares, før en antagelsesliste giver noget udbytte. En pilot med AI i ét team løser ikke den forskel; se hvorfor en AI-pilot endnu ikke er en strategi.

Det underliggende spørgsmål — hvilket arbejde i denne specifikke virksomhed reelt kan overtages af AI, hvilken del forbliver under tilsyn, og hvilken del forbliver menneskeligt arbejde — besvares pr. opgave med FTE TO AIs arbejdsscan.

Hvilken antagelse i deres strategi der længst ikke er blevet kontrolleret, er som regel ikke svært at gætte, så snart de stiller spørgsmålet. Den der ønsker at få styr på det uden straks at bygge en konklusion derpå, kan tage den gratis antagelsescheck: en kort samtale, hvor de navngiver de vigtigste antagelser under deres strategi og for hver antagelse ser, hvornår den sidst blev bekræftet. Den fulde trykprøve, med det eksterne og interne billede side om side, er under udarbejdelse.